Miljøet betaler for gigantisk politisk systemfejl – Part 2

Endnu vanskeligere bliver det, når der er tale om de såkaldte ”fyrtårnsprojekter”, som er store demonstrationsprojekter med mange involverede parter. Her går kunder og flere virksomheder  sammen om at skabe noget nyt og epokegørende, og det tager altså en rum tid at udarbejde sådanne komplekse projekter og beskrive dem.

De 1-årige rammer for MUDP og EUDP betyder altså, at vi går glip af nogle af de allermest nyskabende og partnerskabsorienterede projekter inden for miljø og energi, fordi der ikke er tid til at lave alle de fremragende projekter og ansøgninger.

Politikerne ved det godt. For det har de fået at vide fra mange forskellige sider – mange gange.

Derfor undrer det også, at de ikke én gang for alle beslutter sig for at give 4-årige rammer til MUDP og EUDP på finansloven.

Det koster ikke en krone ekstra, når man alligevel bevilger dem år efter år. Det vil tværtimod være udtryk rettidig omhu. Omhu der vil sikre, at de innovative virksomheder kan tænke dristige nye tanker og stable nye partnerskaber og projekter på benene.

LÆS OGSÅ Miljøet betaler for gigantisk politisk systemfejl – del 1

Nye 4-årige rammer vil kunne aflæses direkte i flere nye jobs, mere vækst – og mere miljø for de samme penge.

Hvad er det så for en politisk systemfejl, der skaber denne situation?

Politikerne kan ikke begrunde det med, at de ikke kender til de årlige beløb i forskningsreserven.

For de ligger helt fast i finansloven 4 år frem. I 2017 er der afsat ca. 550 mio. kr., men det stiger til 739 i 2018 og hhv. 924 og 1171 mio. kr. i 2019 og 2020. Der er således masser af rum til at afsætte 4-årige bevillinger til MUDP og EUDP.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *